Livet som LGBT (lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner) kan være hårdt på det danske arbejdsmarked, viser en ny undersøgelse foretaget af Als Research for Ligestillingsafdelingen på vegne af Miljø- og Fødevareministeriet, der også har ligestilling under sig som ansvarsområde.
Selvom mange er åbne og trives med deres seksuelle orientering, så er der er et stort mindretal på mere end 25 procent, der føler, at de kun i nogen grad, i ringe grad eller slet ikke føler, at de kan være åbne om deres seksuelle orientering på deres arbejdsplads.
Derudover føler ufaglærte og faglærte i mindre grad end funktionærer og selvstændige, at de kan være åbne om deres seksuelle orientering. Ligesom de i højere grad oplever diskrimination og en generelt negativ attitude over for LGBT-personer på deres arbejdsplads.
LGBT rummer mange grupperinger, og der er to yderpunkter. Bøsserne har det lettest, mens man finder transpersoner i den modsatte ende af skalaen. Netop transpersoner udgør en særligt udsat gruppe, både hvad angår mistrivsel, oplevelser med diskrimination og oplevelsen af ikke at kunne være åben om deres kønsidentitet på arbejdspladsen. Det hænger måske sammen med, at mange faktisk ikke ved, hvad en transperson er.
– Vi skal gøre det lettere at være åben om sin seksuelle orientering og kønsidentitet på danske arbejdspladser. Derfor har jeg inviteret arbejdsmarkedets parter, en række virksomheder og faglige organisationer til et dialogmøde. Vi skal sammen se på, hvordan vi, i samspil med LGBT-miljøet, bedst griber denne udfordring an og hjælper både arbejdsgivere, kollegaer og tillidsvalgte til at skabe trygge, inkluderende arbejdspladser for alle, siger Mogens Jensen, minister for ligestilling.