Er man typen, der bare ikke gider vente, når elbiler skal lades op, er det en god idé at lade sparepengene gå til en Hyundai-forhandler.
For den kommende Hyundai Ioniq 5 løb med titlen som den hurtigst ladende i en norsk test. Sølle 19 minutter tog det at lade fra 6-80 procent. Bilen har en opgivet rækkevidde på 460 km.
Det er Norsk Automobilforbund – NAF, der stod bag testen, hvor 21 biler var med.
Ioniq 5 har, sammen med Audi e-Tron GT, der også var med til testen, et såkaldt 800 voltssystem. Alle de andre har 400 volt, som længe har været standard blandt elbiler.
Danskernes nye kæledægge udi elbiler, VWs ID 4, landede i øvrigt på 37 minutter, mens den langsommeste var kinesiske Xpeng G3 med 55 minutter.