Efter Energiklagenævnets afgørelse af 20. december 2018 om Vesterhav Syd havmøllepark, har det givet anledning til at justere processen for miljøvurdering og borgerinddragelse ved kommende havmølleprojekter. Det betyder, at der skal gennemføres høringer over de konkrete projekters miljøpåvirkninger, før der gives etableringstilladelse til åben-dør vindmølleparker på havet.
Det er Energistyrelsen, der står bag justeringen, og den kommer, så man er sikker på, at miljøvurderings- og tilladelsesprocessen vil overholde loven.
Energistyrelsen vil fremadrettet altid gennemføre en offentlig høring over den konkrete miljøkonsekvensvurdering og udkast til etableringstilladelse, når en projektudvikler søger om en etableringstilladelse til et konkret projekt. Dette gælder for alle igangværende og fremtidige havvindmølleprojekter under åben dør-ordningen.
Styrelsen har vurderet, at borgerne med den justerede proces bedst sikres mulighed for at forholde sig til de konkrete projekter, der kan blive opført. Procesjusteringen vil finde anvendelse på tværs af alle åben-dør havvindmølleprojekter, der ikke har fået en endelig etableringstilladelse endnu. Det gælder også projekter, der er nået langt i den administrative proces.
Det betyder, at for de projekter, hvor der allerede har været hørt over en miljøkonsekvensrapport forud for godkendelse af en forundersøgelsesrapport, så vil Energistyrelsen gennemføre en supplerende offentlig høring af borgerne forud for eventuel tildeling af en etableringstilladelse. Derved sikres borgerne mulighed for at forholde sig til en miljøkonsekvensrapport, der har vurderet effekterne af det konkrete projekt.
Kilde: Energistyrelsen