Lemvigh-Müller holder fast i, at et katalog over befæstelseselementer også skal være tilgængeligt i fysisk form. Danmarks største stål- og teknikgrossist har netop sendt sit Befæstelseskatalog 2017 med flere end 25.000 artikler på gaden.
– Informationerne i vores befæstelseskatalog kan man naturligvis også finde på vores hjemmeside og i vores netbutik. Men for os handler det om at gøre vores kunders hverdag lettere, og vi ved, at mange fortsat foretrækker et fysisk katalog, som de kan have stående på en fast plads på kontoret, og hvor alle oplysninger er samlet et sted. Det er dem, vi gerne vil komme i møde med et gennemarbejdet opslagsværk i fysisk form, siger Morten Petersen, der er kategorichef for værktøj og tekniske artikler hos Lemvigh-Müller.
Foruden en oversigt over skruer, møtrikker, skiver, nitter og en lang række andre befæstelseselementer udgør Lemvigh-Müllers Befæstelseskatalog 2017 en kompakt teknisk ståbi. Et afsnit bag i kataloget er afsat til teknisk information om blandt andet egenskaber for forskellige stålkvaliteter, brudstyrker for befæstelseselementer, gevind- og bortabeller og anden nyttig viden for konstruktører, håndværkere og andre fagfolk.