I dag er det ofte vagter, der holder øje med, at der ikke forsamles for mange mennesker på ét sted eller om der fx anvendes masker i butikkerne. Især det sidste kan give anledning til konflikter. Imidlertid kan der være hjælp at hente via kameraovervågning.
Det kan være en dyr og konfliktfyldt affære at have folk ansat til at bede andre mennesker om at rette ind, og derfor giver det mening at spare den farlige situation væk. Et særligt kamera kan sørge for, at dørene kun åbner for dem, der bærer maske, forklarer Henrik Rasmussen, der er Head of Information Technology Services i IT- og techgiganten, Konica Minolta
Teknologien kan også anvendes til at tælle antal, der går ind og ud, og dermed sørge for, at der ikke er flere end tilladt i lokalet på samme tid.
Det er Konica Minoltas lille kamera, Mobotix, der har et utal af funktioner, som i øjeblikket indtænkes i et hav af forskellige scenarier. Og ifølge Henrik Rasmussen kan vi godt begynde at indstille os på, at kameraet bliver både butikker og myndigheders foretrukne værktøj i forbindelse med corona-indsatsen.
Det er nemmere at få kameraet til at tælle, hvor mange der befinder sig på Islands Brygge end at få et par betjente til at tælle alle menneskerne. Det samme gælder byens indkøbsstrøg eller en festivalplads. Kameraet er diskret, konfliktfrit og præcist, understreger han.
Henrik Rasmussen vurderer, at teknologien kan blive indført, hvis corona-restriktionerne trækker ud.
Der skal noget til, før vi ser, at detailhandlen eller myndighederne laver de her investeringer, men hvis corona og de restriktioner, det fører med sig, trækker ud, så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi kommer til at se investeringer i teknologi, der skal hjælpe med at understøtte forebyggelsen fra forskellige aktører.
Kameraet og teknologien bruges i øjeblikket i plejehjemsregi, hvor den blandt andet hjælper demente beboere med at komme ind og ud af deres boliger på sikker vis.