Unge fra hele landet tager til Bornholm for at få en erhvervsuddannelse hos Jensen Denmark. Virksomheden gør en helt særlig indsats for at uddanne klejnsmede, elektrikere, industrioperatører og mange andre faglærte. Den indsats sikrer Jensen Denmark DI Prisen 2018.
Jensen Denmark i Rønne er en del af Jensen-Group – verdens største producent af vaskerisystemer. Virksomheden har 600 ansatte, og de 60 er lærlinge og elever.
– Det er en virksomhed, som har gjort en stor indsats for at skabe opmærksomhed om erhvervsuddannelserne. Samtidig har de været gode til at dele erfaringer med andre virksomheder, siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal, som overrakte prisen på vegne af ekspertkomiteen bag DI Prisen.
Bornholmervirksomheden leder efter kommende lærlinge i hele landet. Det sker via praktikpladsen.dk, Jobnet, Jobindex, direkte opkald til landets erhvervsskoler og en særlig Facebook-side rettet mod unge.
– Det virker. De unge kommer hertil fra hele landet, og det glæder mig virkelig. Vi har brug for dem, for en stor del af vores medarbejdere nærmer sig pensionsalderen, siger Kathrine Holm Nilsson, HR & Shared Services Manager hos Jensen Denmark.
Ekspertkomiteen bag prisen har fem uafhængige eksperter. Den nominerede tidligere i år fem virksomheder, der skulle konkurrere om DI Prisen. Komiteen har derefter stemt på deres favorit. Det samme har DI’s medlemmer.
Med DI Prisen følger et diplom og et kunstværk, der er sponseret af Alexander Foss Industrifond.