Sea Side Suitables er en ny lampeserie, som løser det klassiske problem med tæring og fugt i kystnære områder. Efter en række succesfulde forsøg har Lumiére Stretch Ceiling Denmark store forventninger til serien, der tæller alt fra spots til vejbelysning.
Serien er et komplet sortiment af udendørslamper særligt rustet til at klare de saltholdige og kystnære områder. Serien indeholder bl.a. lamper, som er fremstillet i beton – et helt nyt materiale i lampebranchen.
– Vi er utroligt glade for Sea Side Suitables. Vi har længe kæmpet med udendørslamper, som efter få måneder blev nedbrudt af salt og fugt. Så det er fantastisk at kunne tilbyde vores mange kunder en løsning, som kan holde rigtig længe. Samtidig har vi fået skabt en serie af lamper, som er både smukke, skulpturelle og passer til mange forskellige hustyper, siger Henrik Grundholm, medejer af Lumiére Stretch Ceiling Denmark, som er eneforhandler af serien.
Udover det usædvanlige beton er lamperne i serien fremstillet af plast, rent aluminium og inox-stål, der ikke bliver nedbrudt af fugt og salt.