Energistyrelsen har sendt udkast til ny bekendtgørelse i høring om pristillæg til elektricitet fremstillet på forsøgsmøller uden for de to nationale testcentre for store vindmøller ved Østerild og Høvsøre.
Partierne bag stemmeaftalen om en ny støttemodel for vind og sol aftalte i februar 2018 en særordning for forsøgsmøller uden for de to nationale testcentre for store vindmøller ved Østerild og Høvsøre. Der er således afsat en pulje på 10 MW i 2018 og en pulje på 25 MW i 2019 for tilsagn meddelt i perioden 2018-2019 til særordningen.
Midlerne kan søges efter først-til-mølle-princippet. Forsøgsmøller, der opnår tilsagn i 2018, modtager 11 øre/kWh i en 20-årig periode, mens forsøgsmøller, der opnår tilsagn i 2019, modtager et pristillæg svarende til gennemsnittet af de vindende bud i det teknologineutrale udbud for 2018.
Høringssvar skal være i hænde hos Energistyrelsen seneste onsdag den 3. oktober 2018.
Kilde: Energistyrelsen