Med et stigende antal elbiler kommer et naturligt krav om flere ladestandere, og nu har Ford et godt bud på, hvor de skal stilles. Fords datavidenskabelige team har udviklet en algoritme ud fra mere end en million kilometers kørselsdata – herunder især data om hvor biler kunne holde ind og parkere uden at skulle tage besværlige omveje.
Som en del af Fords store City Data Solutions-rapport, der blev udsendt december sidste år, udstyrede Ford 160 varebiler med en særlig tripcomputer til indsamling af kørselsdata. Med de deltagende bilisters samtykke blev der over otte måneder indsamlet mere end 500 millioner datapunkter fra mere end 15.000 dages kørsel, som efterfølgende blev analyseret.
Ved hjælp af den analyserede data har Ford nu udpeget områder, hvor placeringen af ladestationer vil være mest nyttig og let tilgængelig for firmabiler, der eksempelvis leverer pakker. Selvom varebilerne i undersøgelsen ikke er elbiler, kan Ford bruge varebilernes kørselsdata til at vurdere adgangen til potentielle ladestationsplaceringer ud fra faktorer som kørerute og hvor og hvor længe bilerne holdt parkeret.
Resultaterne fra Fords nye undersøgelse forventes samtidig at kunne overføres til andre byer, hvis infrastruktur også vil kunne få gavn af kørselsdataen.