Når man skal bygge nyt eller renovere, er der en række lovkrav, som det er nødvendigt at kende. Dansk Standard har udformet et nyt site, der kan hjælpe både bygherre, rådgiver og entreprenør eller håndværksmester med at blive godt klædt på til at bygge efter gældende standarder og krav i BR18.
Dansk Standard har udformet et nyt site, der på en let og overskuelig måde giver overblik over standarderne i BR18. På siden kommer der løbende nye relevante artikler, webinarer, og andre konkrete værktøjer og viden, der kan hjælpe de udførende og rådgivende i byggeriet med at bygge efter gældende standarder og krav i BR18. Besøg Dansk Standards nye site om BR18 her: ds.dk/br18
– Alle, der bygger, skal følge kravene i bygningsreglement og stå på mål for, at de lever op til de gældende regler. Det er derfor vigtigt, at man som bygherre, rådgiver eller udførende kender og anvender de standarder, der kan hjælpe en med at efterleve kravene – og samtidigt er standarder en måde at vise markedet, at man har styr på tingene. Der bliver hvert år lavet byggefejl for 10. mia. kr. herhjemme. Vi vil alle sammen gerne undgå fejl i byggeriet. Derfor: Brug nu standarderne som et værktøj til at styre og styrke kvaliteten i hele byggeprocessen, siger Anne Holm Sjøberg, afdelingschef i Dansk Standard.
Bygningsreglementet specificerer byggelovens krav til opførelse, renovering og indretning af bygninger i forhold til bl.a. sikkerhed, brand, tilgængelighed og sundhed. For at sikre klare krav og gøre det tydeligt, hvordan de skal overholdes, bliver der i større omfang henvist direkte til konkrete standarder. Standarderne er således en hjælp til at underbygge kravniveau eller angive beregnings- og målemetoder.