I 2019 er der lidt mere at købe håndværker-hjælp for. Boligjobordningen, der er fradragets rigtige navn, stiger en smule – og det er vitterlig kun en smule. Det stiger nemlig fra 12.000 kr. til 12.200 kr.
Men før man kaster sig frådende ud og spænderer de ekstra penge, så skal man lige læse det med småt. For der er en hage ved at bruge løs af den 200-mand.
– Selv om selve beløbsgrænsen stiger i 2019, så sker der alligevel en anden form for udhuling. Håndværkerfradraget er nemlig et såkaldt ligningsmæssigt fradrag. Og skatteværdien af fradraget falder fra 26,6 procent i år til 25,6 procent næste år. Den gode nyhed er dog, at skattereformen fra 2009 er endeligt indfaset næste år. Så efter 2019 udhules fradraget ikke yderligere, forklarer cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.