Nu får installatører og andre håndværkere mulighed for at producere grøn strøm via solceller på taget af deres varevogn. Det bliver nu muligt via et samarbejde mellem Green Energy Scandinavia og sourcing- og servicevirksomheden Solar, der sammen tilbyder installatørerne fleksible solcelleløsninger til montage på taget af erhvervsbiler. I fagsprog kaldes løsningerne MIPV.
– I flere årtier har vi vidst, at solceller fungerer fint, hvis vi monterer dem på et hustag eller i stativer på en mark. Men solceller på køretøjer har haft et meget lille fokus. Nu er MIPV-teknologien parat. Hvis chaufføren udnytter strømmen fra solcellerne, reducerer han sit brændstofforbrug. Ifølge Danmarks Statistik er der 389.000 indregistrerede varevogne i Danmark. Hvis de hver især sparer bare én liter brændstof hvert år, svarer det faktisk til en CO2-reduktion på over 1 million kg om året, forklarer CEO Karl Andreassen fra Green Energy Scandinavia. Han glæder sig over at have fundet en logistikpartner.
– Vi tilbyder solcelleløsningerne under navnet solarvan.pro, for vi er kun for professionelle. Ingen er så professionel som Solar, så det er et perfekt match, mener CEO Karl Andreassen fra Green Energy Scandinavia.
Ved at gøre strømmen mobil har håndværkeren 230 volt med sig overalt og dermed let adgang til tilslutning af værktøj og maskiner, der kræver strøm ude hos slutkunden. Derudover går værktøjsbranchen i stadig stigende grad mod batteridrevne værktøjer, hvilket kun intensiverer behovet for 230 volt i varevognene.
– Ud over øget produktivitet og fleksibilitet er håndværkeren også med til at øge produktionen af vedvarende energi (fossil fortrængning) og reducere CO2-udslippet. Der er i dag slutkunder, der specifikt efterspørger den grønne håndværker. Så de håndværkere, der vælger at få monteret solceller på taget af deres varevogn, bliver på den måde mere attraktive. Det at være grøn er med andre ord blevet et konkurrenceparameter – også i installatørleddet, påpeger Group Senior Category Manager Rasmus Vemmelund fra Solar.