I dag kan de færreste tale politik uden ikke også at komme ind på den grønne omstilling. Ved Folkemødet i Allinge på Bornholm, der åbner i dag, er der også rig lejlighed til at transportere sig grønt rundt på øen, hvis man bliver lidt træt af den megen snak.
E.ON har opsat flere nye og midlertidige ladestandere på Bornholm, som tilbyder gratis opladning til de mange besøgende i elbil. I selve Allinge er der blandt andet opsat fem ladestandere med to udtag ved Circle K-tankstationen og yderligere tre på en dedikeret p-plads til elbiler, hvilket betyder, at op til 16 elbiler har mulighed for at oplade gratis på samme tid.
Derudover har E.ON 15 offentlige ladepunkter på Bornholm, som elbilister også kan benytte mod betaling.
Under Folkemødet er det muligt at tage en el- eller brinttaxa fra lufthavnen med Dantaxi eller DRIVR, leje en elbil hos LetsGo eller GoMore, eller leje en cykel fra Donkey Republic fra Klimarejsens mobilitetsplads i Allinge.