De såkaldte powerbanks, der kan redde en død mobiltelefon, er blevet stadig mere populære, hvis man er et sted, hvor man ikke lige kan få opladet sin telefon eller tablet. Men en powerbank er ikke en hel problemfri anordning, Desværre hænder det, at de indbyggede battericeller i powerbanken kollapser. Det kan blive farligt, da det kan medføre brand.
Derfor har sikkerhedsstyrelsen lanceret fem gode råd om sikker brug af en powerbank:
Oplad under opsyn. Du bør holde opsyn med din powerbank, når den er tilsluttet en stikkontakt for at lade op. Det samme gælder, når du eksempelvis oplader din mobil med powerbanken. Husk at tage stikket ud af powerbanken efter brug.
Oplad ikke på brandbart underlag. Oplad ikke din mobil eller powerbank på et brandbart underlag som eksempelvis en dyne eller sovepose.
Hold ekstra øje, hvis du har tabt din powerbank. Battericellerne i en powerbank kan tage skade, hvis powerbanken bliver tabt. Det øger risikoen for overophedning eller brand under brug.
Pas på varme og vand. Du bør undgå at bruge eller oplade powerbanken ved temperaturer under 0 og over 25 grader. Som med alle elprodukter bør du også undgå, at powerbanken bliver våd.
Smid powerbanken ud, hvis du har mistanke om overophedning. Bliver din powerbank usædvanligt varm, når du bruger eller oplader den, bør du omgående stoppe brugen og aflevere den som elektronikaffald på genbrugspladsen.