Landets elnetsvirksomheder har en gylden mulighed for at score en uhensigtsmæssig økomomisk gevinst ved fusioner. Fusioner, der samtidig kan give forbrugere højere elpriser uden at der følger fx bedre kvalitet eller højere service med i kølvandet.
Det mener Forsyningstilsynet, der står bag en rapport om de mulige konsekvenser ved, at elnetselskaber fusionere. Og udsigten til så at sige en sådan økonomisk gevinst kan føre til, at selskaber vælger at fusionere alene på den baggrund, frygter Tilsynet
En sammenlægning kan nemlig udløse en stigning i de indtægter, som virksomhederne må opkræve hos forbrugerne, alene som følge af en uhensigtsmæssig udformning af reglerne på området.
Måden indtægtsrammerne fastlægges over flere år, giver i sig selv et incitament til fusioner, som følge af stordriftsfordele og deraf følgende fald i omkostningerne. Den mulige stigning i de tilladte indtægter, som vi redegør for i analysen, kan have den konsekvens, at forbrugeren risikerer at betale en højere elpris, uden at de oplever en tilsvarende forbedring i kvaliteten eller serviceniveauet, siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt i forbindelse med offentliggørelsen af analysen.
Forsyningstilsynets beregning af elnetvirksomhedernes indtægtsrammer er bl.a. baseret på en opgørelse af historiske forrentningssatser for de enkelte virksomheders aktiver. De historiske satser er virksomhedsspecifikke, hvilket indebærer, at ellers identiske aktiver ikke nødvendigvis forrentes ens i forskellige virksomheder. Forrentningen for et aktiv i en netvirksomhed kan altså være højere end for et identisk aktiv hos den anden netvirksomhed.
Når to elnetvirksomheder fusionerer, skal Forsyningstilsynet beregne en ny historisk forrentningssats for den fortsættende virksomhed. Som loven er udformet i dag, skal denne beregning ske på en måde, der indebærer, at den samlede forrentning for den fortsættende virksomhed kan ende på et højere niveau end før fusionen, uden at omkostningerne er steget tilsvarende.
En fusion giver ikke automatisk højere elpriser til forbrugerne. Elnetvirksomhederne har mulighed for at tage hensyn til forbrugerne ved aktivt at fravælge den mulige stigning i indtægtsrammerne. Det gøres ved, at den fusionerede virksomhed afstår sig dele af indtægtsrammen gennem såkaldte bindende midlertidige prisnedsættelser.
Kilde: Forsyningstilsynet