Udviklingen omkring København tager udgangspunkt i den såkaldte fingerplan, der første gang så dagens lys i 1947. Idéen er, at byplanlægningen har form som en hånd, med håndfladen i København, og fingrene spredt ud.
Der har været mange fingerplaner siden 1947 – den nuværende er fra 2017, men udviklingen går hurtigt. Flere mennesker, mere trafik, så der er brug for en debat om fremtidens fingerplan.
Derfor lægger Dansk Byplanlaboratorium op til en diskussion og debat om, hvordan byen skal planlægges. Det gøres via debatoplægget ”Giv fingerplanen en hånd”. Her skitseres fem alternative fremtidsbilleder med fokus på, hvordan man kan modernisere og bygge videre på fingerplanens principper. Her er blandt andet forslag til, hvordan man kan styrke købstæderne i området og skabe centrale knudepunkter langs letbanen.
Formand for Dansk Byplanlaboratorium, projektchef Jes Møller, ser frem til en engageret debat om regeringens planer for hovedstadsområdet og fremhæver en række hensyn, som man skal have for øje i planlægningen af fremtidens hovedstadsområde. Efter Byplanlaboratoriets opfattelse bør bæredygtigheden vægtes højt, når det gælder transport og forbrug af nyt areal til byggeri.
– Det er fortsat vigtigt, at vi bygger boliger og erhverv tæt ved offentlig transport, for det betyder, at pendlerne vælger den kollektive transport fremfor at tage bilen. Den er er helt afgørende for at begrænse trængslen og for, at varetransporter og håndværkere ikke spilder tiden i trafikken, siger Jes Møller.
Byplanlaboratoriet inviterer til debatmøde om udviklingen af hovedstadsområdet 14. marts kl. 9-13 i Herlev Medborgerhus.
Arrangementet er gratis, men der er begrænsede antal pladser.