Nu skal flere danskere op på den digitale motorvej, og til det formål har regeringen i dag lanceret et teleudspil, som man selv kalder for det mest ambitiøse i 20 år.
Planen indeholder bl.a. en udbygning af bredbåndspuljen, så den vil komme op på 100 mio. kr. Man vil også stille dækningskrav til mobilselskaberne i en række områder, hvor dækningen i dag er dårligst.
Der tales allerede meget om 5G-netværket, og derfor lægges der op til, at der laves en national handlingsplan for udrulning af netværket, der er op til 100 gange hurtigere end det nuværende 4G. Håbet er, at det hurtige net kommer fra 2020.
Det kan være meget forskelligt, hvor gode mobiltelefonernes antenner er til at fange signalet. Det kan særligt have betydning, hvis man bor i et område med dårlig dækning. Regeringen vil derfor undersøge kvaliteten af antennerne på de mest populære modeller og offentliggøre resultaterne.
– Vi skal sørge for, at der er størst mulig gennemsigtighed i tilbuddene fra udbyderne, så forbrugere og virksomheder kan træffe oplyste valg om, hvilke telefoner der sikrer dem bedst forbindelse. Vi vil derfor bl.a. måle, hvilke mobiltelefoner der har god og dårlig antennekvalitet. Så kan forbrugerne bedre selv tage stilling, siger Lars Chr. Lilleholt (V).
Regeringen vil desuden gøre det lige så enkelt at skifte bredbåndsudbyder, som det i dag er at skifte mobilselskab.