En lille halv milliard kroner er tilført ekstra til Arbejdstilsynet frem mod 2022. Det er resultatet af en ny aftale mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der blandt andet vil betyde, at man vil fortsætte med skærpet tilsyn på større bygge- og anlægsprojekter.
Partierne er også enige om at skærpe bøderne og sanktionerne over for de virksomheder, som begår alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven, og at styrke kontrollen med udenlandske virksomheder blandt andet i form af flere kontrolaktioner.
Endelig er partierne enige om, at der skal mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Det skal blandt andet ske ved, at det psykiske arbejdsmiljø får sin egen bekendtgørelse, så reglerne bliver tydeligere. Forligspartierne forpligter sig også til at rydde op i gamle regler og vejledninger, så reglerne på arbejdsmiljøområdet helt generelt bliver nemmere at forstå.