Danmark kommer til at mangle faglærte, men det vil en ny trepartsaftale på næsten 500 mio. kr. forsøge at ændre på
Den nye aftale, der er indgået mellem regeringen, DA, FH, KL og Danske Regioner skal gøre det lettere for elever på erhvervsuddannelserne at få en læreplads. I dag har kun knap halvdelen af de unge en læreplads ved afslutningen af grundforløbet, og alt for mange falder fra. Det er både ulykkeligt for de mange unge og uholdbart for samfundet, som har behov for faglært arbejdskraft.
I dag ligger ansvaret for at finde en læreplads overvejende hos eleverne. En central del af aftalen er en ny ansvarsfordeling, der betyder, at erhvervsskolerne skal påtage sig et langt større ansvar for at finde lærepladser til de elever, som ikke selv finder en læreplads. Dette skal ske med bistand fra arbejdsmarkedets parter gennem de faglige udvalg på de enkelte uddannelser. Der afsættes 141 mio. kroner i 2021 og 139 mio. kroner årligt fra 2022 og frem til det lærepladsunderstøttende arbejde.
Der bliver også afsat midler til større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af erhvervsuddannelserne, så nogle uddannelser eksempelvis kan have flere skoleuger end i dag.
Morgenens trepartsaftale betyder blandt andet, at virksomheder, der opfylder deres måluddannelsesratio, får op imod 3.500 kroner om året per lærling.
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne er man godt tilfreds med resultatet.
Det har været vigtigt for TEKNIQ Arbejdsgiverne ved forhandlingsbordet at sikre stærkere incitamenter for virksomhederne til at uddanne lærlinge og en højere belønning til de virksomheder, der løfter denne opgave. Det er lykkedes, og vi er glade for, at man på denne måde anerkender den indsats, der foregår i mange brancher og virksomheder for at åbne døren på vid gab for en ny generation af lærlinge, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet og TEKNIQ Arbejdsgiverne