I flere og flere bygge- og anlægsvirksomheder hiver medarbejderne mobilen frem, når de skal registrere, hvor mange timer de har arbejdet på en opgave, og hvilke materialer de har brugt. Det sparer de timer, som både håndværkere og kontormedarbejdere tidligere har brugt på at sidde og bøvle med ugesedler på papir og i ringbind. Og det kan ses på bundlinjen.
Dansk Byggeris nye it-analyse viser, at ugesedler på papir er mere end halveret siden 2013. Mens det dengang kun var et par procent af bygge- og anlægsvirksomhederne, der registrerede timer og materialer digitalt, er det i dag over halvdelen.
– Det betyder, at flere virksomheder i dag sparer det ekstra papirarbejde på kontoret væk. Man kan finde data frem løbende, og tidsregistreringen ryger automatisk direkte ind i de fakturaer, der bliver sendt til kunden. Det kan gøre dele af det administrative arbejde overflødigt, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.
Kilde: Dansk Byggeri