Virksomhederne Palsgaard A/S, SP Group A/S, Jual Group A/S og Aarstiderne A/S er gået sammen om at understøtte den grønne omstilling i Danmark og har stiftet selskabet Juelsmindehalvøens Solar A/S. De 4 virksomheder har alle produktion på Juelsmindehalvøen og ønsker at etablere og drive en fælles solcellepark.
Det planlagte anlæg skal placeres ved Glud på Juelsmindehalvøen og vil kunne levere 60 GWh/år, hvilket svarer til strømforbruget i mere end 15.000 husstande eller de 4 virksomheders samlede strømforbrug i Danmark.
Anlægget vil blive placeret således, at det syner mindst muligt i lokalområdet. Samtidig med strømproduktion, vil arealerne være græsningsområder for økologiske får fra Barritskov Landbrug.
I tilknytning til de grønne områder omkring solcelleparken vil der blive etableret rekreative områder med gangstier, pladser med borde/bænke og shelters.
De fire virksomheder repræsenterer tilsammen ca. 1100 arbejdspladser på Juelsmindehalvøen, og projektet vil dermed medføre, at en stor andel af de lokale private arbejdspladser vil blive CO2 neutrale ved hjælp af lokalproduceret grøn strøm.
Med en investering på et 3-cifret millionbeløb bliver Juelsmindehalvøens Solar et eksempel på, hvordan det er muligt at løse udfordringerne under klimakrisen og gennemføre den grønne omstilling uden offentlige tilskud, når lokale virksomheder går sammen.