Bilbranchen langer biler ud til erhvervslivet som aldrig før, og det selvom optimismen nok ikke er på samme niveau som tidligere. I 2019 blev der købt og leaset 6,7 procent flere biler, både person- og varevogne, end i 2018. Det var dog også et opbremsningsår i forhold til de tre foregående, hvor der også var gang i hjulene, om man så må sige.
Baggrunden for stigningen i hænger blandt andet sammen med, at leasing er populært. Også den sænkede registreringsafgift spiller ind.
Ifølge Danmarks Statistik blev der sidste år i alt registreret 93.898 nye personbiler og 37.685 nye vare- eller lastbiler i erhvervslivet.
– Danmarks Statistiks opgørelse af bilsalget til erhvervene er desværre ikke opdelt på brancher. Men det er velkendt, at bygge- og anlægsbranchen er den af de større brancher, som efterspørger flest varebiler. Ikke mindst fordi virksomhederne her er mest afhængige af at kunne transportere sig selv til og fra kunder og bruge bilen til at opbevare værktøj og materialer, siger cheføkonom i Dansk Byggeri, Bo Sandberg.
I forbindelse med den nye finanslov for 2020 er reglerne for beskatning af leasede firmabiler strammet. Det sker med henvisning til, at skatten af personalegoder skal svare til skatten af almindelig månedsløn.
– Uanset, hvordan man vender og drejer det, gør ekstraskatten på leasede firmabiler det dyrere at drive virksomhed. Men endnu værre er det, at en del af stramningen kommer til at virke med tilbagevirkende kraft, siger Bo Sandberg.
Kilde: Dansk Byggeri