Måske er koden til lang rækkevidde i en elbil blevet knækket. Det hævder den amerikanske lastbilsproducent Nikola, der i en pressemeddelelse fortæller, at de har udviklet et Lithium-Ion batteri, der har en energitæthed på ikke mindre end 500 Wh pr. kilo. I dag anses cirka 300 Wh pr. kilo at være toppen af poppen.
Hvis påstanden passer, vil en af dagens elbiler få en rækkevidde på omkring 900 km. Og det vel at mærke uden at forøge vægten eller tage mere plads op i bilen. Selskabet forklarer også, at batteriet har været gennem 2.000 opladninger med et, som de siger, acceptabelt resultat. De nævner i øvrigt intet andet omkring opladningen – hverken styrke eller hastighed.
Virksomhedens administrerende direktør Trevor Milton er meget fåmælt omkring teknologien. Det handler stadig om en lithium-komponent, men batteriet indeholder hverken kobolt eller grafit. Til gengæld vil han ikke ud med, hvad det så indeholder, da en forklaring om den kemiske sammensætning ville afsløre for meget om hemmeligheden bag, mener han.
Udmeldingen om det nye batteri har straks fået spekulationerne om Nikolas fremtid til at blomstre. Hidtil har virksomheden satset stenhårdt på brint-lastbiler, men nu vil nogle modeller tilsyneladende også kunne fås som ren el. Selvom Trevor Milton afviser, at man har vendt brintteknologien ryggen, så fik nyheden konsekvenser for flere virksomheder inden for området. For eksempel fik brændselscelle-producenten Powercell sig et hug på den svenske børs.
Desværre må resten af verden vente lidt med at få bekræftet de påstande, som Nikola kommer med. Batteriet vil først blive afsløret om et års tid, efteråret 2020.
Kilde: NyTeknik