Aldrig før har der været indsendt så mange patentansøgninger, som tilfældet var i 2019. Med stigningen på 0,8 procent til 2.404 ansøgninger ligger Danmark dermed på 3. pladsen over de mest innovative lande i Europa. Med 412 patentansøgninger pr. million indbygger placerer Danmark sig helt i toppen blandt Den Europæiske Patentmyndigheds (EPO) 38 medlemslande, kun overgået af Schweiz og Sverige. Danmark placerer sig herved foran lande som Holland, Tyskland og Finland.
Det største område er inden for vedvarende energi, mere specifikt inden for motorer, pumper og turbiner. Stigningen i denne kategori var på mere end 24 procent. Til gengæld er patenthastigheden dalet inden for bioteknologi og medicinsk teknologi. Faldet var på 10 procent.
Novozymes, Vestas og Novo Nordisk topper fortsat listen over antal patentansøgninger fra danske virksomheder.