Lige nu foregår der en diskussion om, hvorvidt det danske elnet kan håndtere de mange elbiler, som alle forventer kommer. Men de firhjulede er faktisk ikke den eneste teknologi, der er en udfordring for fremtidens net. Her melder solceller sig også på banen, påpeger Lars Bonderup Bjørn, der er administrerende direktør for Ewii-koncernen, som holder til i Trekantområdet, hvor der i øjeblikket er mere end 4.600 solcelleanlæg.
– Et stigende antal solceller belaster elnettet, fordi det grundlæggende problem med solceller er, at de producerer elektricitet i dagtimerne, hvor der normalt ikke er nogen hjemme til at bruge strømmen, påpeger Lars Bonderup Bjørn, der understreger, at hvis vi kun taler om elbiler, som der måske er en lille tendens til lige nu, får man et skævt billede.
– Hvis vi kun snakker om elbiler, isoleret set, så giver det ikke et helt billede af vores elforbrug. Vores elnet skal rumme både elbiler, varmepumper, solceller, gamer-pc’en, juleanden i alle ovnene juleaften, og alt det midt imellem. Derfor er det så vigtigt at diskutere, hvordan vi sikrer os, at elnettet er klar til fremtiden, siger han, og kaster sin holdning ind i debatten om, hvorvidt der skal bruges et stort eller meget stort milliardbeløb på at modernisere elnettet. Men koncernen er slet ikke på samme spor.
For Ewii’s vedkommende er løsningen nemlig ikke at bruge milliarder på at udbygge elnettet. Den ligger i stedet i grøn forskning og digital integration.
– Vores holdning i Ewii er, at vi skal bruge penge på forskning og på at udvikle smarte, langtidsholdbare løsninger, siger Lars Bonderup Bjørn.
Som et eksempel på det har koncernen indgået samarbejde med det britiske iværksætterfirma, Orxa Grid, der specialiserer sig i optimering af elnettet, og har udviklet en løsning, der kan afsøge elnettet og identificere skader og aldring. Samarbejdet indbefatter, at Orxa Grid arbejder fra Ewiis hovedkontor i Kolding i tre måneder i efteråret, og i den tid tager et grundigt kig på det danske elnet for at se, om og hvor arbejdet med nettet kan gøres mere effektivt.