Elektrikere har altid haft ry for at være i en konservativ branche, men i forhold til at benytte ny teknik, ikke mindst de nye digitale muligheder, så er man godt med, viser en ny undersøgelse fra Tekniq.
Ifølge undersøgelsen benytter 78 procent sig af apps til smartphones/tablets. For blot ét år siden var det tal 60 procent. Også sagsstyringen er i dag i højere grad digital. Her er det 73 procent, som bruger digitale løsninger, mod 65 procent i 2016.
– Vi står netop nu foran nye og store forandringer, der kan få stor betydning for hele branchen. Derfor er det naturligvis meget positivt, at virksomhederne er helt med på, at den teknologiske udvikling ikke bare er noget, vi læser om, men som allerede nu både betyder nye tekniske og intelligente installationer og skaber nye forretningsmuligheder, siger Tina Voldby, underdirektør hos Tekniq.
– Udviklingen er meget markant og viser, at virksomheder i høj grad er bevidste om behovet for at øge effektiviteten i opgave- og sagsstyringen og ikke er bange for at tage nye digitale hjælpemidler i anvendelse. I de kommende år vil vi formentlig se, at virksomhederne for alvor begynder at optimere den digitale service i forhold til kunderne – for eksempel bookning af tider via nettet, sms-services, aktivt salg og målrettet markedsføring, siger Tina Voldby.
Den viden om brug af de nye muligheder kommer naturligvis ikke af sig selv. Hele 89 procent forventer således, at den digitale udvikling vil øge vigtigheden af kompetenceudvikling af medarbejderne.