For sjette år i træk kan installationsbranchen vise vækst. Nye tal viser, at det gennemsnitlige antal beskæftigede landede på lige over 48.000, hvilket er en stigning på 2,1 i forhold til 2018, som ellers havde rekorden.
– Det er positivt, at virksomhederne har kunnet fortsætte udviklingen i omsætningen og dermed også har kunnet øge den samlede beskæftigelse mere end de 1,5 procent, vi skønnede i vores seneste markedsanalyse, siger Tina Voldby, underdirektør i brancheorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne.
Det er især elbranchen, der trækker gennemsnittet op. Her er beskæftigelsen steget med hele 3,4 procent i forhold til året før, mens VVS-branchen har oplevet et meget beskedent fald i beskæftigelsen.
– Udviklingen viser, at virksomhederne har formået at håndtere de tiltagende udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det har man blandt andet gjort ved i stigende grad at ansætte eksempelvis flere ufaglærte, lærlinge, udenlandsk arbejdskraft og flere medarbejdere med højere faglige, tekniske kompetenceprofiler. Samtidig har man især i elvirksomhederne været i stand til at trække nogle af de folk, der ellers havde forladt branchen, tilbage igen, siger Tina Voldby.