DTU har bedt en række af deres forskere tage et kig i krystalkuglen for, hvad der er inde eller ude på hver deres område det kommende år.
Søren Linderoth, institutdirektør og professor, DTU Energi, mener, at plastsolceller som oplader til mobiltelefoner vil hitte i år.
– Plastsolceller er blevet udviklet på DTU Energi gennem mange år. Nu kan den første anvendelse være inden for rækkevidde. Virksomheden InfinityPV, der er et spinout fra DTU Energi, producerer de såkaldte organiske solceller. Det unikke ved dem er, at de fylder meget lidt, vejer lidt, kan rulles sammen og er anderledes, end hvad man tidligere har set. Plastsolcellerne kan anvendes overalt, siger han til DTU.
Til gengæld mener han, at den NOx-renseteknologi, LNT (Lean NOx Traps), som meget udskældte VW har brugt til deres dieselmotorer, bliver lagt mere eller mindre i graven.
Søren Bang Korsholm, seniorforsker, DTU Fysik, har løftet blikket mod helt andre horisonter. Han har taget den store brille på og mener, at stellarator Wendelstein 7-X, der er et tysk fusionseksperiment, vil komme frem med de første resultater.
– Fordelen ved fusionsenergien er, at man ud fra små mængder deuterium og tritium kan danne en energimængde, som ellers ville have krævet enorme mængder kul. 25 g brændstof kan forsyne en dansker med energi i en hel livstid. Jeg arbejder selv med fusionsenergiforskning og er projektleder for opbygningen af et målesystem til verdens største fusionsenergieksperiment ITER. Generelt tager det mange år at opbygge de eksperimentelle faciliteter, men der er flere entreprenante små virksomheder støttet af venturekapital i både Europa og USA, som satser på at bygge mindre og effektive fusionsenergimaskiner efter alternative koncepter. Det kunne være spændende, hvis der kommer overraskende gode nyheder fra et af de alternative koncepter, siger han til DTU.
Mens den tyske fusionsenergi altså kan komme på manges læber, så vil den “kolde fusion” i form af den italienske opfinder Andrea Rossis E-Cat næppe blive omtalt.
– Der er blevet tavst omkring maskinen – og det bliver der nok ved med at være, forudser han.