
Med inspiration fra tv-programmet ”Løvens Hule”, præsenterede ti start-ups deres forretningsidé for publikum og en jury og konkurrerede om både at vinde jury- og publikumsprisen og blive valgt til E.ONs acceleratorprogram, #accelerateCPH.
Iværksættervirksomhederne Rezycl og Anyware Solutions har udviklet digitale løsninger inden for udviklingen af intelligente hjem og smartere affaldshåndtering. De to start-ups flytter nu ind hos E.ON i de næste tre måneder, og skal sammen med E.ON modne og udvikle deres forretningsmodel. Begge start-ups får tilført seed-kapital på 15.000 euro.
Rezycl har udviklet et softwaresystem, som gør det muligt at styre affalds- og genbrugshåndtering via en digital platform. Via en app er det muligt både at oprette, booke, analysere og rapportere affaldshåndtering. Løsningen hjælper virksomheder med at optimere deres affalds- og genbrugsindsamling, reducere deres omkostninger og håndtere data og dokumentation for hele processen.
Anyware Solutions har udviklet et prisvindende “Smart Home system”, som via sensorer i den intelligente lampefatning, Anyware Smart Adaptor, kan måle f.eks. temperatur, lyd, luftfugtighed og lysforhold i et hjem og dermed også hjælpe brugeren til energioptimering. Løsningen kommunikerer både via Bluetooth og wi-fi og kan nemt indstilles til individuelle behov og styres direkte i en app.