Dataforbruget slog alle rekorder, da danskerne rykkede skoler og arbejdspladser hjem i privaten. Men selv om den normale hverdag så småt er ved at vende tilbage, tyder intet på, at det samme gør sig gældende for dataforbruget. En ny analyse af netværkstrafikken hos teleselskabet 3 viser, at dataforbruget har stabiliseret sig på et nyt, højt niveau, og det ser foreløbig ud til at fortsætte.
Normalt vokser dataforbruget i 3’s netværk ca. 40 procent om året, men over det corona-prægede forår fra marts til maj har dataforbruget været ca. 60 procent højere sammenlignet med foråret 2019.
Selv om mange efterhånden har vendt snuden retur mod arbejde og skole, er der dog intet, der indikerer, at dataforbruget er på vej nedad igen. I landets fire største byer har 3 nemlig hen over pinsen målt en stigning i dataforbruget på svimlende 75 procent sammenlignet med pinsen 2019.
– Vi så en voldsom stigning i dataforbruget i begyndelsen af coronakrisen, hvor folk fra den ene dag til den anden skulle opholde sig mere hjemme. Efter et par uger stabiliserede det sig, men det tyder ikke på, at vi kommer tilbage på normalt niveau foreløbig. Tværtimod ser dataforbruget ud til at være landet på et nyt ’plateau’, der ligger markant højere end før krisen. Og med de høje tal for pinsen tyder intet på, at vi er på vej tilbage til normalen, siger Kim Christensen, der er netværksdirektør for 3.
Coronakrisen har også sat sig præg på den del af analysen, som viser dagene med højest dataforbrug. Her viser det sig nemlig, at dataforbruget i perioden fra marts til maj toppede på en tirsdag, den 17. marts. Normalt tager weekender og helligdage alle rekorder for dataforbrug, da der her streames på højtryk. Men netop dagene omkring 17. marts var de første hverdage i den officielle nedlukning af Danmark, og 3’s data indikerer, at danskerne adlød ordren og blev hjemme – og måske gik i gang med at streame film og serier.