Danmark har et af verdens bedste energisystemer, og det eneste land i verden, der pt. lever op til krav om et højt niveau af vekslende vedvarende energi fra vind eller sol, hvilket er nødvendigt for opfyldelsen af bæredygtighedsscenariet (SDS). SDS indeholder både målsætningerne i Parisaftalen og 2030-verdensmålene på energi- og klima.
Det er det Internationale Energiagentur (IEA), som i deres årlige rapport World Energy Outlook, udpeger det danske energisystem som værende noget ganske særligt.
Agenturet giver i sin analyse sit bud på, hvordan forskellige energipolitiske scenarier vil påvirke den globale energiproduktion fremadrettet. Rapporten konkluderer, at fremtiden kalder på en markant elektrificering via vedvarende energi, hvor blandt andet Danmark fremhæves i forhold til transportsektoren for regeringens målsætning om stop af salg af nye diesel- og benzinbiler i 2030.
– Jeg er meget tilfreds med, at IEA igen anerkender Danmarks evner til at skabe et fleksibelt energisystem, som kan justeres, alt efter hvor meget solen skinner eller vinden blæser. Det er samtidig et felt, hvor for eksempel Kina og Indien har efterspurgt vores ekspertise med fleksibilitet mellem grønne og sorte energikilder og knowhow til deres grønne omstilling, kommenterer energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Præsentationen af World Energy Outlook holdes i år under overskriften ”Fremtiden er elektrisk”. Elsektoren oplever nemlig en drastisk transformation, hvor elektricitet udbredes i stadig flere lande, særligt i vækstlande som Kina og Indien, og hvor man ser et skift fra anvendelsen af brændsler i energiproduktionen til i højere grad at bruge vedvarende energi som vind- og solenergi. Elektriciteten udnyttes også til nye formål i flere dele af samfundet, blandt andet i industrien og transportsektoren, hvor der sker en automatisering og digitalisering af en række processer blandt andet ved hjælp af nye datateknologier.
Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet