1. halvårs mange grønne biler har betydet, at nye personbilers samlede CO2-udledning rasler ned, viser tal fra De Danske Bilimportører.
De opladelige bilers popularitet bevirker en kraftig reduktion i den gennemsnitlige CO2-udledning fra nye personbiler, der i henhold til de officielle emissionstal (WLTP) er faldet 24,4 procent på godt to år fra 136 gram CO2 pr. km. i 2019 til et foreløbigt gennemsnit på 103 gram i 2021.
Vi er godt på vej med den grønne omstilling af personbilerne i Danmark. De nye bilafgifter fra sidste år og bilindustriens målrettede fokus på at få nedbragt CO2-udledningen fra nye biler slår nu virkelig igennem. Vi tror, at denne positive udvikling vil fortsætte, siger adm. direktør for De Danske Bilimportører, Mads Rørvig.
I 1. halvår 2021 blev der indregistreret 25.854 nye opladelige i Danmark. Det svarer til, at 26,8 procent af alle nye biler kan oplades med strøm fra en ladestander. Til sammenligning udgjorde el- og plug-in hybridbilerne 9,3 procent af de nye biler i samme periode af 2020.
Den høje salgsandel af opladelige biler understreger, at udviklingen kun går én vej. Derfor er det godt, at alle Folketingets partier med Infrastrukturplan 2035 har sat fokus på ladestandere. Flere ladestandere er afgørende for, at vi kan ride videre på den grønne bølge i samme høje tempo og være med til nedbringe CO2-udledningen fra persontransporten, siger Mads Rørvig.
Kilde: De Danske Bilimportører