Danmarks Statistik har offentliggjort konjunkturbarometer for marts, og det ser ikke godt ud for byggeriet. Man skal holde skarpt øje med datoen den 11. marts. Her lukkede statsministeren landet ned, og coronakrisen ramte landet. Men allerede før var der optræk til mørke skyer i bygge-horisonten.
– Det er interessant, at lige før coronakrisen for alvor ramte dansk økonomi, var der i begyndelsen af marts tre aktuelle udfordringer for byggeriet, der var præcis lige store: 20 procent af virksomhederne manglede efterspørgsel, 20 procent manglede arbejdskraft og hele 20 procent blev også begrænset i produktionen på grund af følgevirkningerne af vandmasserne i den våde vinter, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Coronakrisen har naturligvis ikke gjort tingene bedre. Danmarks Statistiks månedlige konjunkturindikator er faldet fra -4 i april til -8 i marts. Men Dansk Byggeri venter, at faldet bliver langt større.
– I takt med at lukket-skiltene i butikkerne og andre dele af erhvervslivet skyder op med stor hast, og i takt med at ledigheden i marts er steget hurtigere end på noget tidspunkt siden depressionen i 1930’erne, er erhvervslivets fremtidsforventninger naturligvis også på vej ned i dybfryseren. Vi har desværre kun set starten, siger Bo Sandberg.