Mens byggebranchen er en af de relativt få store brancher, der kan holde skruen i vandet under coronakrisen, så venter der branchen et kraftigt fald i beskæftigelsen i løbet af de kommende måneder. Ifølge Dansk Byggeri kan det blive mere end 16.000 medarbejdere, der må forlade deres job. En del ventes dog at komme retur senere på året, men det kan ikke helt rette op på en branche, der mister job. Samlet vil der være forsvundet omkring 7.000 stillinger med baggrund i den nuværende coronakrise.
– Færre bolighandler, højere rente og en generel usikkerhed om fremtiden vil få færre boligejere til at sætte renoveringer og reparationer i gang. Og det samme gælder virksomheder, der selv må skære ned og er ramt af krisen, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Der er dog stor forskel på, hvilke dele af branchen der kommer til at bløde de fleste jobs.
Værst kommer det til at blive inden for renoveringer og reparationer af boliger. Her kommer beskæftigelsen til at falde med 6.500 fra 1. til 2. kvartal.
Nybyggeri bliver også ramt, men knap så voldsomt. I prognosen vurderer Dansk Byggeri, at aktiviteten i byggeri af både boliger, erhvervsejendomme og offentlige bygninger vil falde mellem 8 og 10 procent de næste tre måneder og medføre et fald i beskæftigelsen på over 4.000 medarbejdere.
Den gruppe, som kommer til at lide mindst, er anlægsvirksomhederne, som ventes at beskæftige 700 færre ansatte i 2. kvartal.
– Det skyldes først og fremmest, at langt de fleste anlægsprojekter bliver finansieret af det offentlige, og at de ventes at blive ført videre uden de store forsinkelser, siger Lars Storr-Hansen.
Kilde: Dansk Byggeri