Energistyrelsen har sendt bredbåndspuljen 2020 i høring. Baggrunden for høringen er, at puljen er baseret på etårige hjemler i Finansloven. Der skal derfor udstedes en ny bekendtgørelse for hvert år. Der er dog sket en række ændringer til i år, blandt andet indføres et minimumskrav om medfinansiering for udbyderen på mindst 4.000 kroner pr. ansøgende adresse i projektet.
Blandt de andre ændringer er, at adresser ikke længere opdeles efter kommunetype, men alene efter zonestatus. Der opnås derfor point for andelen af adresser i projektet, der er placeret i landzone, uanset kommunetype. Alle byzoneadresser vil være udelukket fra at få tilskud.
Der gives ikke længere differentierede point afhængigt af hastigheden på den enkelte adresse i projektet, men alene for andelen af tilskudsberettigede adresser, der deltager i projektet. Opdelingen i gule og røde prikker på Energistyrelsens bredbåndskort vil således ikke længere blive anvendt.
Adgang til mobilt bredbånd kommer også til at spille ind. Således vil der være ekstra point, hvis der kun er begrænset adgang til mobilt bredbånd.
Bemærkninger til høringen skal være Energistyrelsen i hænde senest tirsdag den 21. april 2020 kl. 12.