2020 har ikke været et rædselsfuldt år på alle fronter. Installationsbranchen oplever lige nu en reel lærlingefest, viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. De første 11 måneder af 2020 blev der indgået 13,7 procent flere uddannelsesaftaler end i samme periode året før.
Det er ganske enkelt en imponerende udvikling, som bare understreger den positive effekt af sidste års lærlingepakke. Den har været med til både at give virksomhederne det nødvendige incitament til ikke bare at fastholde de lærlinge, man allerede havde, men også at åbne op for flere lærlinge. Samtidig har det givet lærlingene tryghed for, at de kan gennemføre deres uddannelse, siger Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Med de næsten 14 procents stigning ligger installationsbranchen et godt stykke over gennemsnittet for alle erhvervsuddannelser, selvom man faktisk som helhed har oplevet en vækst på mere end otte procent.
Når det er sagt, så kommer dele af væksten fra ét sted, nemlig ændring af nogle specielle aftaler.
En del af forklaringen på den store vækst skal også findes i korte uddannelsesaftaler, der er blevet konverteret til ordinære aftaler. På den måde sikres lærlingene, at de har en praktikplads under hele uddannelsen, hvilket er præcis den udvikling, vi havde håbet på, siger Tina Voldby.
Kilde: TEKNIQ Arbejdsgiverne.