Grønt forbrug: Nyt mærke hjælper med at vælge økonomisk og grønt

De fleste danske forbrugere vil gerne betale lidt ekstra for el- og VVS-artikler, der kan give en besparelse på langt sigt. Men ikke overraskende nok, har mange kunder svært ved at forholde sig til, hvis du begynder at tale om antal lumen pr watt for en lyskilde eller liter vand ved et bestemt vandtryk i et armatur.

Derfor lancerer AO nu Grønt Forbrug, et nyt mærke inden for kategorierne el, varmepumper, VVS og VA. Mærket viser helt enkelt, hvilke produkter der er de billigste og grønneste i forbrug fra det øjeblik, kunden tager dem i brug.

Grønt Forbrug vil helt naturligt indgå i håndværkerens rådgivning af kunden og som en del af den grønne profil. Og det vil selvfølgelig også gøre det lettere for håndværkeren at skulle vælge det rigtige produkt, når man har for travlt til at nærlæse produktspecifikationerne.

Mærket udfylder et hul i markedet. En markedsundersøgelse viser, at 65 procent af kunderne mener, at det nye mærke med fokus på mindre forbrug er meget relevant. Og syv ud af ti forbrugere er bevidste om, at det lavere forbrug betyder, at man sparer penge på længere sigt.

”Vi har valgt at lave et mærke, der er meget nemt at afkode, og som vi kun tildeler til de mest forbrugsvenlige produkter. Med et meget begrænset antal produkter ud af vores samlede sortiment bliver det lettere og mere overskueligt at finde de mest økonomiske og klimavenlige produkter. Men samtidig er det tilstrækkeligt mange til, at man kan vælge flere forskellige produkter inden for samme kategori,” siger Stefan Funch Jensen, direktør for e-handel og marketing i AO.

”Det er noget, som både virksomheder og forbrugere interesserer sig for, og det er helt i tråd med den grønne omstilling. Derfor er vi overbevist om, at det bliver et godt redskab for håndværkerne,” siger han.

Inden for lyskilder bliver der udvalgt efter Energiklasse værdi A++, og der bliver der set på ydelse og levetid på alle el-produkter, for at holde antallet af mærker på et overskueligt niveau.

Læs mere om kriterierne for Grønt Forbrug her

 

Grønt Forbrug er en ny mærkeordning hos AO. Mærket hjælper kunder med at vælge VVS- og el-artikler med det laveste forbrug i kategorien. Varer mærket med Grønt Forbrug er ikke nødvendigvis de billigste i dag, men på sigt vil kunderne opleve, at varernes lavere forbrug giver dem en besparelse, der kan mærkes i regnskabet.

AO er grossist inden for VVS, el, værktøj, VA og vandforsyning med 50 butikker i hele Danmark. AO er kendt for et stort varesortiment, god kundeservice og håndværkerbutikker der, hvor du er. AO har været først med en række digitale løsninger samt selvbetjente butikker. I AO er størstedelen af butikker døgnåbne via AO365, så håndværkerne selv kan åbne butikkerne via AO app’en, når de har brug for at hente materialer eller værktøj.