Vi skal omstille til grøn energi – det er ingen hemmelighed. Men skal vi begynde med den teknologi vi kender i dag, primært sol og vind, eller skal vi vente på nyere, bedre og mere effektive løsning, der kommer senere, og så give den fuld gas.
Det har forskere på Aarhus Universitet regnet på, og svaret er entydig.
Der er to muligheder: Enten går vi i gang nu, med de muligheder vi har i dag, eller også venter vi på nye teknologier og handler hurtigere, men senere. Vores model viser tydeligt, at den omkostningseffektive løsning er at handle nu. At være ambitiøs på kort sigt. Og modellerne viser, at den omkostningseffektive hjørnesten i et klimaneutralt energisystem er solenergi og on- og offshore vind, siger adjunkt Marta Victoria, Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet.
Marta Victoria fremhæver, at begge veje kræver massive investeringer i og implementering af vindenergi og solceller over de næste 30 år. De krævede installationshastigheder svarer til historiske maksima, hvilket gør overgangen udfordrende, men alligevel mulig.
I nogle år bliver vi på europæisk plan nødt til at installere mere end 100 gigawatt sol- og vindenergi, og for at opnå fuld klimaneutralitet skal CO2-priserne være noget højere end i dag, påpeger hun.
Forskningen viser således en langsomt stigende CO2-pris, der flader ud omkring 400 €/ton i år 2050 – omkring 20 gange højere end nutidens priser. Men det er nødvendigt for at favorisere omstillingen til vedvarende energi.
Modellen inkluderer også vandkraft og – for at tage højde for såkaldte ‘mareridts-uger’ – en lille mængde gasbaseret el- og varmeproduktion plus energilagringsfaciliteter.
Fjernvarmesystemer er effektive i de meget kolde og kritiske perioder, hvor efterspørgsel på elektricitet og varmeforbrug er højt, men vind- og solenergiproduktion er lav. Store varmtvandsbeholdere aflades i løbet af disse uger, og på denne måde kan vi sørge for, at de fremtidige energisystemer fungerer i alle tænkelige scenarier, forklarer hun
Forskningen har inkluderet samtlige eksisterende energiressourcer, herunder kernekraft, men optimeret i forhold til omkostning og mulighed for gennemførelse favoriserer modellen tydeligt sol, vind og vand. Forskningen er gennemført i samarbejde med forskere fra Karlsruhe Institute of Technology og er en del af RE-INVEST-projektet, som er finansieret af Innovationsfonden.
Kilde: Aarhus Universitet