Hvis arbejdsgiverne vil beholde sine projektledere – og det vil de fleste som regel gerne – er det løn/lønpakke, som kommer i spil. Det er Ingeniørforeningen, IDA, der har spurgt 1.035 projektledere, hvad deres arbejdsgiver skal gøre for at fastholde dem. Og svaret er ganske klart. Det er den samlede lønpakke, der skal have et løft.
For godt hver anden projektleder peger på ”højere løn”, 39 procent ønsker ”mere indflydelse”, mens ”betalt efteruddannelse” og ”bonus for en ekstra arbejdsindsats” kommer ind på de næste pladser med hhv. 38 procent og 30 procent. Med andre ord udgør en forbedring af den samlede lønpakke og belønning for den ekstra indsats tre ud af de fire væsentligste håndtag, som arbejdsgiveren kan skrue på for at fastholde projektlederne.
– Det er meget konkrete forbedringer af deres vilkår, flertallet af projektlederne ønsker sig. De vil have en bedre lønpakke, og det forstår man godt, for jobbet som projektleder kan sagtens være øretævernes holdeplads. Ofte sidder man i et krydspres med ansvaret for, at et projekt lykkes, men uden at have ansvar og indflydelse på alle dele af treenigheden økonomi, deadline og medarbejderressourcer. Det kan være konfliktfyldt farvand at bevæge sig ud i, og det er også her, at ønsket om øget indflydelse kommer ind i billedet. I den perfekte verden ville en projektleder have afgørende indflydelse på alle tre dele af et projekt, siger Juliane Marie Neiiendam, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA.