Endnu er det småt med elektriske servicebiler, men de er kommet, og flere forventes at komme til. For at skubbe på den udvikling har grossisten AO valgt at sætte ladestandere op ved håndværkerbutikkerne. Den første er indviet. Den sidder på Rørvang i Albertslund.
– Vi går forrest med at sætte ladestandere op ved vores håndværkerbutikker. Det er ikke, fordi vi efterkommer et massivt ønske lige nu, men vi taler med kunder, som er i gang med at omstille til elektriske vognparker. Det ligger i vores DNA, at vi gerne vil være på forkant med grønne og intelligente løsninger, siger salgsdirektør Lars Kestner fra AO.
Hvis målsætningen om en million elbiler skal realiseres, vil det kræve, at der opstilles 250 ladestandere i Danmark hver dag frem mod 2030. Det viser beregninger fra Dansk Energi. En milliardinvestering, som landets installatører vil få en andel i, da ladestandere altid skal installeres af en autoriseret el-installatør. Det er både ulovligt og forbundet med brandfare, hvis forbrugerne selv sætter ladestandere op i carporten.
– Man kan sige, at vi tager vores egen medicin. Vi satser stort på ladestandere i vores sortiment, fordi det er nødvendigt, hvis vi skal løse klimaudfordringerne. Men også fordi vi ved, at det er et kæmpe forretningsområde for vores kunder, siger Lars Kestner.