Selvom sommeren traditionen tro er højsæson for indbrudstyve, så er der stor sandsynlighed for, at færre danskere kommer hjem fra ferien til et tømt eller hærget hus. Indbrudsraten falder og antallet af alarmer stiger. Måske endda som en effekt af hinanden – i et eller andet forhold. For vi sikrer os som aldrig før. Ifølge SikringsBranchen er der i Danmark cirka 400.000 alarm- og sikringssystemer, og på bare to år har nabosamarbejdet Nabohjælp.dk fordoblet antallet af tilmeldinger til over 220.000. Antallet af alarmer i Danmark er årligt øget med cirka ti procent over en længere årrække – det oplever man bl.a. hos Panasonic Center-kæden, der blandt sine produkter har alarmer til en meget pengepungvenlig pris. Det spiller sikkert også ind på alarm-antallet.
– Alarmløsninger er kommet ned i et prisleje, der skræmmer de færreste. I dag kommer man langt med blot en 3-4.000 kr. siger Panasonic Center-kædens direktør, Jens Krogh.
– Der sker en rivende udvikling lige nu inden for sikring af private hjem, og det er afgjort også med til at øge populariteten. Den seneste generation af sikringssystemer er yderst gennemtænkte og bruger nyeste teknologi til at afskrække tyven på mange forskellige måder. Alarmfunktion sammen med lysstyring og advarsler på smartphones fra overvågningen, når der er ubudne gæster, giver de optimale betingelser for at modvirke indbrud. Samtidig stiger chancen for at skræmme tyve væk, der er kommet ind i huset, fordi du eksempelvis kan informere dine naboer om indbruddet, mens det sker, forklarer Jens Krogh.