26 ansøgere fra hele landet har fået positivt svar på deres ansøgninger til Erhvervsministeriets Landdistriktspulje med tilsagn om støtte til deres projekter. Mere præcist er det 15 forsøgsprojekter i landdistrikterne, der får i alt 5,2 millioner kroner i støtte til at fremme den grønne udvikling i landdistrikterne. Mens 2,7 millioner kroner går til i alt 11 projekter på de små øer til lokale initiativer, der kan understøtte erhvervsudvikling, bosætning og udviklingen af grønne og bæredygtige løsninger.
Eksempler på de støttede projekter er blandt andet opførelsen af en service- og mandskabsbygning på Orø til Østre færge. Ligesom foreningen Hannik og Energipunkt Frøstrup har fået penge til at udvikle løsninger, der kan tænke energiproduktion sammen med varmeproduktion, køling og anvendelse af regnvand.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
– Vi har givet Landdistriktspuljen en grøn overskrift i denne ansøgningsrunde, fordi vi gerne vil være med til at kickstarte den grønne omstilling i landdistrikterne. Det er de lokale, der bedst kender deres egne nærområders udfordringer og muligheder. Det er derfor også dem, der som regel får de bedste idéer til nye tiltag. Det skal vi selvfølgelig bakke op om, og her er Landdistriktspuljen et rigtig godt redskab.
De 26 støttede projekter er udvalgt af Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen bestående af formand Finn Jorsal samt Lisbeth Kristensen Lei, Nynne Larsby Friis og Niels Natorp.
Erhvervsstyrelsen modtog i alt 101 ansøgninger fra hele landet, som tilsammen søgte om cirka 33 millioner kroner.
Kilde: Erhvervsministeriet