Fra 1. januar er den danske dimensioneringsregel, også kendt som 75-procentsreglen, blevet erstattet af en ny, der betyder, at fremtidige udvidelser skal dimensioneres med udgangspunkt i beregninger, der er beskrevet i standardserien DS/HD 60364. Den gamle regel fik sit navn ud fra, at der ikke skulle tages hensyn til andre tætliggende kabler, hvis installationen ikke blev belastet med mere end 75 procent af dens maksimale strømbelastning.
Indførelsen af den nye regel giver en række fordele.
– Det betyder blandt andet, at man får et bedre overblik over de elektriske installationer, fordi kablerne og deres belastning bliver en del af dokumentationen, siger Torben Dalsgaard, seniorkonsulent i Dansk Standard.
Den nye regel gælder, hvis man skal lave en mindre udvidelse af en eksisterende installation lavet efter den gamle 75-procentsregel: Hvis man ved, at belastningen ikke er højere end 70 procent i højst tre timer ad gangen, behøver man ikke kende belastningen på de eksisterende kabler. I så fald må der udvides med en enkelt strømkreds op til 16A dimensioneringsstrøm og med et ledertværsnit på maks. 4 mm2.
– I første omgang er den nye undtagelsesregel udkommet som et dansk tillæg til DS/HD 60364-serien. Senere vil den kunne findes som en ny speciel national condition (SNC), siger Torben Dalsgaard og uddyber:
– Undtagelsen kan ses som en langstrakt udfasning af 75-procentsreglen og er en naturlig konsekvens af, at vi på grund af reglen ikke har dokumentation for de eksisterende elinstallationer.
Når den danske særregel ophører, skyldes det blandt andet, at man i dag bruger langt tyndere kabler end tidligere og at elinstallationerne bruges på nye måder, for eksempel i forbindelse med solceller på taget, opladning af elbiler i garagen, varmepumper til opvarmning og andet med en høj kontinuerlig belastning. Dermed er der større risiko for overophedning, hvilket kan medføre kortslutning og i værste tilfælde brand.
Tillægget til standardserien DS/HD 60364-serien om den nye dimensioneringsregel kan hentes her.
Kilde: Dansk Standard