De danske kommuner har planlagt byggeprojekter for 72,5 milliarder kr. fordelt på 6.221 projekter frem mod udgangen af 2023. Det viser den årlige rapport fra Byggefakta A/S ”Kommunale Byggeprojekter 2020-2023”, som giver overblik over samtlige 98 kommuners væsentligste bygge- og anlægsinvesteringer de kommende fire år. Rapporten er udarbejdet på baggrund af interviews med kommunernes forvaltninger med udgangspunkt i investeringsoversigterne fra Budget 2020.
Med rapportens tal ”Byggeaktivitet pr. indbygger” kan kommunernes relative byggeaktivitet sammenlignes på tværs af landet. Kommunerne har i gennemsnit planlagt byggeprojekter for 12.446 kr. pr. indbygger i den 4-årige periode. Der er dog stor forskel på kommunernes byggeaktivitet, bl.a. ligger Læsø Kommune og Københavns Kommune i hver sin ende af skalaen med aktiviteter for hhv. 2.449 kr. og 16.983 kr. pr. indbygger.
– Det er hovedstadskommunerne, der fylder mest på listen over kommuner med højest aktivitet pr. indbygger. Gladsaxe Kommune og Høje-Taastrup Kommune topper igen i år listen. Begge kommuner er undervejs med store skoleprojekter. Derudover udgør byggeri inden for sundhed og omsorg en stor del i Gladsaxe, mens Høje-Taastrup har landets største aktuelle rådhusbyggeri. Horsens er højest rangeret uden for Hovedstaden, her udgør anlægsprojekter hele 59 procent, fortæller Thomas Bejer-Andersen, adm. direktør hos Byggefakta A/S.
Der er gode nyheder for de mindre lokale håndværkere, da der er markant flere små kommunale projekter på vej.
– Hele 60 procent af de planlagte kommunale projekter er små projekter med budget op til 5 mio. kr. Det dækker over 3.701 projekter med en samlet værdi på knap 6,5 milliarder kr. De mange små projekter skyldes blandt andet suspenderingen af det kommunale anlægsloft i forbindelse med COVID-19, forklarer Thomas Bejer-Andersen.