Flere steder i samfundet ser coronavirusset ud til at have sluppet sit tag. Desværre er der stadig eftervirkninger, og blandt dem er, at både private og virksomheder aflyser aftaler med håndværkere. Og det sker faktisk i stort antal. En analyse fra Dansk Byggeri viser, at over 40 procent har oplevet annullerede ordrer fra private.
– Det er en overraskende høj andel, nu hvor risikoen for at blive smittet med covid-19 er taget af. Vi har behov for, at aktiviteten i samfundet vender tilbage, og at folk begynder at bruge flere penge. Det kan et mere attraktivt håndværkerfradrag være med til, siger administrerende direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen.
Virksomhederne giver ham ret. I undersøgelsen siger halvdelen, at aktiviteten i deres virksomhed vil stige, hvis håndværkerfradraget blev fordoblet til 25.000 kroner per person. Mens 46 procent venter mere aktivitet, hvis det blev muligt at pulje tre års fradrag og bruge dem på én gang.
– Der er ikke noget at betænke sig på. Et bedre håndværkerfradrag vil ikke bare give job til håndværksmestre, svende og lærlinge. Det vil også løfte standarden og mindske energiforbruget i huse og lejligheder over hele landet til gavn for beboerne og dermed gavne klimaet, siger administrerende direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Kilde: Dansk Byggeri