Om kort tid er en vinge på de største vindmøller 107 meter lange, og de forventes at blive endnu længere. Regeringen har således lagt op til vindmøller, der rager 330 meter op. Så er vi oppe at snakke Eiffeltårnshøjde, der med antenne rammer 324 meter op, og “kun” 300 uden.
Problemet er sådan set ikke bare højden, men også de tests, som skal sikre, at både vinger og mølle kan klare belastningerne, de vil blive udsat for. Blandt andet er det allerede i dag en stor udfordring at transportere de lange vinger rundt. Og de er endda bare 90 meter lange.
Her kommer standarder og beregningsmuligheder i spil. Rent fysisk vil det være tæt på umuligt at fragte fremtidens store vinger rundt, så derfor arbejdes der nu med at gå til testmetoder, hvor man kun anvender en mindre del af vingen, og derefter beregner sig frem til, hvordan hele vingen klarer sig.
– Standarder er en måde at blive enige om, hvad der blandt andet er den bedste måde at teste på. I den nuværende standard for fuldskalaafprøvning af vindmøllevinger, DS/EN 61400-23, har man samlet eksperters viden og erfaring fra hele verden, som netop i kraft af deres professionelle virke ved, hvilke tests og skalaer der bør benyttes for at få en så realistisk test som muligt. Standarder i det hele taget er derfor et godt udgangspunkt, når man f.eks. skal designe og teste nye vinger, eller når der skal laves aftaler om nye vindmøller eller vindmølleparker, som skal leve op til særlige krav, siger Christine Weibøl Bertelsen, standardiseringskonsulent i Dansk Standard.