Midt i de politiske forhandlinger om forlængelse og udfasning af hjælpepakker, præsenterer Dansk Industri 100 konkrete forslag til, hvordan Danmark kan komme ud af coronakrisen og tilbage på et grønt vækstspor. Der er brug for én samlet plan hurtigst muligt, hvis vi skal sikre et Danmark i vækst og balance, mener DI’s administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen.
– Vi står ved en skillevej. Enten fører coronakrisen til permanente skader eller også formår vi at omstille os og komme styrket ud af krisen. Virksomheder bukker under, tusinder mister deres job og investeringer bliver udskudt. Der er brug for én samlet plan, som også for alvor styrker vores konkurrencedygtighed, eksport, løfter vores forskning og innovation samt sætter gang i nogle grønne investeringer. Det er helt afgørende for at sikre en samlet og langsigtet genopretning af vores samfund og økonomi, siger Lars Sandahl Sørensen.
– Vores plan tager udgangspunkt i to afgørende pejlemærker. For det første, at planen har en hurtig, positiv effekt på vores økonomi, konkurrencekraft og muligheder for at skabe nye job. Og for det andet, at planen bringer os tættere på at kunne indfri visionerne om et grønt, iderigt og velstående samfund i balance, som også i fremtiden kan være et foregangsland for grøn vækst, siger Lars Sandahl Sørensen.
Kilde: DI