Før nogen reelt har set den færdige udgave, er VWs nye elbil, ID3, allerede blevet et hit. Ligesom Tesla har praktiseret, har det været muligt at booke en bil – før den egentlige har været lanceret. Og det er tilsyneladende en god fidus, som bilfabrikkerne har udtænkt, for før den overhovedet er vist frem – det sker først til september – er det væltet ind med bestillinger.
VW har sat 30.000 af modellen med det passende navn ID.3 1st ud som pre-boookningsmulighed, og de er allerede udsolgt her i landet. Også på europæisk niveau går det fint. En god uges tid efter det var muligt at bestille den, var over halvdelen udsolgt.
Rent teknisk har bilen et 58 kWh-batteri (netto), der giver en rækkevidde på 420 km. Har man tålmodighed, kan man få en model med et 77 kWh batteri, der skulle række til 550 km. Alle versioner af ID.3 kan hurtigoplades med 100 og 125 kW, hvilket betyder, at en ID.3 med den mindste batteripakke på 45 kWh ved en ladeeffekt på 100 kW kan opnå mindst 260 km rækkevidde på cirka 30 minutter.