Vindmøller producerer en stigende mængde el til det danske elnet, men det kaster mindst én stor ulempe afsted – produktionen er bogstaveligt talt, som vinden blæser.
Derfor arbejder forskere på Aalborg Universitet (AAU) på at udvikle en effektomformer til vindmøller med indbygget batterisystem, som kan opsuge og udsende energi efter behov og derved udjævne produktionen. Projektet er et samarbejde mellem AAU, Ørsted og ABB’s Corporate Research Center i Sverige og er finansieret af Innovationsfonden med 6 millioner kroner.
– I øjeblikket kræves der udstyr fra flere leverandører for at opnå samme effekt. Det medfører udfordringer med koordinering og optimering af systemet. Den løsning, vi foreslår, har et stærkt potentiale til at reducere omkostningerne og øge rentabiliteten af vindmøller ved at samle flere funktioner i ét produkt, siger Remus Teodorescu, der er professor på AAU og videnskabelig leder af projektet.
Ambitionen er at udvikle løsningen til et “proof of concept” og derefter evaluere de tekniske og økonomiske muligheder for at udvide til pilotinstallationer i fremtiden.
Ved at integrere batterilagring med vindkraft bliver de tekniske muligheder udvidet, så vindmøller i fremtiden kan levere vedvarende energi, der holder samme eller højere niveau af sikkerhed og modstandsdygtighed som fossile energikilder.
Den foreslåede løsning er med til at optimere vindmølledriften og kan potentielt sænke elprisen og samtidig øge produktionen. Begge dele er en nødvendighed, når vi skal øge andelen af vedvarende energi i fremtidens energisystem. Netop derfor er store virksomheder allerede involveret i projektet, herunder ABB og Ørsted, tidligere DONG Energy.