Vi kender pantordningen fra flasker og dåser, som vi er flittige til at anvende. Men hvorfor ikke udvide den?
En ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen, IDA, viser, at vi er klar til et lignende pantsystem på for eksempel batterier og elektronik. I undersøgelsen har man spurgt danskerne, om de mener, at pant på batterier og mobiltelefoner er en god idé. Her svarer otte ud af 10, at de i meget høj grad, i høj grad og i nogen grad er enige. Kun én ud af 10 er “slet ikke” enige, fremgår det af undersøgelsen.
– Danskerne har virkelig taget pantordningen til sig, og de vil gerne gå det ekstra skridt for miljøet ved, at vi indfører pant på endnu flere husholdningsartikler. Derfor er det måske på tide at lytte til forbrugerne og udvide pantordningen til også at omfatte batterier og småt elektronik, siger Thomas Damkjær Petersen, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.
Og det kunne være en god idé. Knap halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen svarer nemlig, at de lægger aflagte mobiltelefoner i skuffen, mens kun under en tredjedel afleverer dem til en genbrugsstation.